Så er en varm efterårsferie præget af sol færdig, og Danmark går en uge i møde med køligere temperaturer og mere vind – sådan lyder prognosen i al fald fra meteorologerne.
Men det gør ikke eleverne på Slottet det store. De har nydt ferien, men glæder sig også over at være tilbage på skolen for at møde alle kammeraterne igen og atter komme i gang med studierne.
Ikke mindst Aske, Emil, Magnus, Oscar og Frederik fra 2.x på HTX, som vi mødte i kantinen mandag efter ferien. Herunder kan du læse, hvad de har brugt efterårsferien på.
Aske: Hygge i køkkenet
Efterårsferien stod på bageferie hjemme hos Aske. Eller måske mere korrekt: at lægge en lagkage med jordbær sammen til lillebrors 15 års fødselsdag. Mums!
Som han selv forklarede:
– Det er altid både hyggeligt og sjovt at bruge tid i køkkenet. Og ellers har jeg slappet af og fundet lidt tid til at skrive en fysikrapport.
Emil: Måske ny Volvo?
Emil fortalte, at han havde været rigtig meget på arbejde, da han havde taget ekstravagter i kassen i Kvickly. Men ferien var også blevet brugt på andet. Emil havde nemlig været ude at køre i det dejlige efterårsvejr med alle de flotte røde og gule efterårsfarver. Og det var der en ganske logisk forklaring på:
– Min familie er ved at overveje at skifte vores nuværende Volvo ud med en ny Volvo. En lækker stabil bil, som giver stor køreglæde, sagde Emil og tilføjede med et smil:
– Så det blev til nogle gode prøveture i forskellige modeller.
Magnus: En ny mobil
Også Magnus havde haft en skøn ferie med forskellige aktiviteter – herunder en del arbejdstimer i Daells Bolighus. Da vi spurgte Magnus, om han så ikke var lidt træt, kom svaret prompte:
– Egentlig ikke, og jeg skal bruge de dejlig tjente penge på en ny mobil – en OnePlus 6.
Oscar: Malmø i sol
Ikke kun Aske havde brugt ferien på en fødselsdag – Magnus havde nemlig været med til at holde 13 års fødselsdag for sin lillebror. Derudover havde der også været tid til at slappe af og tage en tur til Sverige.
– Min familie og jeg tog en tur til Malmø i det gode vejr. Her kiggede vi på byen og spiste noget god mad. Dét er rigtig ferie, smilede Oscar.
Frederik: Netflix-maraton
Generelt havde alle fem elever brugt ferien på at lade op – og Frederik var ingen undtagelse.
– Efterårsferien er kendt for blæst og regn, og så har man ikke altid lyst til at være udenfor, så derfor var jeg mentalt indstillet på at være inde og bare binge Netflix og se tv. Det har været dejligt, fortalte en veloplagt Frederik.
Ferien havde eleverne altså brugt på at hygge sig til den store guldmedalje – samtidig med der var blevet til at lave lektier. For de fem elever fra 2.x’s vedkommende betød det arbejde med fysikrapport og informatikopgave.