Lørdag 25. juni 2022 var en glædens dag på Slottet og en dag, som mange af årets studenter havde ventet på med længsel.
Dagen startede ud med to smukke dimissioner: først af HTX-eleverne og derefter af HHX-eleverne, der smilende kom ind i kantinen på række.
Den første til at holde tale for de glade elever og de mange fremmødte familiemedlemmer var pædagogisk leder Helle Birch, der lovpriste studenterne og fortalte dem, at de ville blive husket som “Generation Genstart”, og at de ville blive savnet enormt på gymnasiet.


Efter talen fra Helle blev der holdt tale fra Holbæks Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, der gav en masse gode og vigtige råd til de nye studenter – Både om de fremtidige år, men også om selve vognturen.
Borgmesterens tale blev efterfulgt af to modige elevtaler. Fra HTX var det Amalie Christensen, der gav dette års elevtale og fra HHX var Carl-Emil Erbo Fjord blevet spurgt og udvalgt. Begge studenter talte med overbevisning og glæde i stemmen og de leverede to gode og dedikerede taler, der vidnede om tre fantastiske år på Slottet, på trods af diverse udfordringer under corona.
Både Amalie og Carl-Emil sluttede deres taler af med at takke alle deres medstuderende og alle underviserne på gymnasiet og med at lykønske alle de mange nye studenter tillykke med huen og beviset og den kommende vogntur.


Efter elevtalerne blev alle de velfortjente beviser uddelt, klassevis.
Dette foregik til store klapsalver fra alle de fremmødte familiemedlemmer og et håndtryk fra konst. rektor Søren Henrik Degn Rothmann.
Da alle beviserne var uddelt var det tid til kåringen af seks priser, der blev givet til elever, der på forskellige måder har været fortræffelige forbilleder for Slottet.


Der gives i alt seks priser – Tre til HTX og ligeledes tre til HHX.
Priserne der gives er:
-
- Årets HTX-elev: Amalie Christensen
-
- Årets HHX-elev: Carl-Emil Erbo Fjord
-
- Det højeste snit for HTX: Toke Amandus Lund Arnfeldt
-
- Det højeste snit for HHX: Fruzsina Nagy
-
- Årets fighter fra HTX: Albertine Radich Skjalm
-
- Årets fighter fra HHX: Emilie Kyhn Hansen


HTX:
Det højeste snit blev på 12.3 og gaven var doneret af Slotshaven Gymnasium. Vinderen blev Toke Amandus Lund Arnfeldt fra 3x. På Slottet er vi så heldige, at Toke har sagt ja til at være 4g’er til næste år, så han forlader ikke gymnasiet endeligt.
Årets HTX-student fik et gavekort doneret af Danske Bank. Lærerne på HTX havde indstillet Amalie Christensen fra 3x. Amalie vandt prisen da hun har været (og stadig er) omsorgsfuld og en god kammerat for sine klassekammerater. Her på Slottet har Amalie altid stillet op til Åbent Hus, gallaudvalg og meget andet. Og så var hun så modig at hun sagde ja til at holde tale for sine kammerater til dimissionen.
Årets HTX-fighter fik et gavekort doneret af Sparekassen Fyn-Sjælland. Årets Fighter er et særligt legat, vi har lavet i samarbejde med Sparekassen Fyn-Sjælland, for at anerkende at der er særlige udfordringer for de generationer der bliver studenter nu. Og at de helt særlige ildsjæle derfor fortjener en belønning.
For HTX gik prisen til Albertine Radich Skjalm. Lige siden den dag Albertine startede her på Slottet har hun været aktiv i næsten alt, hvad man kan være aktiv i. Hun har siddet i musikudvalget, og har underholdt sammen med sit band.
Hun var med i elevrådets formandskab og festudvalget. Hun var med til at arrangere galla og sidste skoledag.
HHX:
På HHX gik det højeste snit til Fruzsina Nagy fra 3a, der fik et gennemsnit på 11.9.
Årets HHX-student blev Carl-Emil Erbo Fjord fra 3c, der også var blevet indstillet af lærerne. Begrundelsen var, at han på alle områder en god rollemodel for HHX og han har igennem de tre år fremstået som en elev som andre kan og vil se op til.
Han har altid været hjælpsom i klassen og har taget samtlige frivillige/nødvendige opgaver der skulle løses igennem de tre år i C-klassen!
Derudover har han taget ansvar og givet personlig støtte til kammerater, der har haft brug for det.
Til slut har han været meget arbejdsom og klog og han gennemførte de tre år med et højt snit. Det faglige er derfor ikke sat over styr.
Han har desuden været med til at profilere Slotshaven til ”Åbne hus” arrangementer og i særdeleshed innovationsstudieretningen i forskellige sammenhænge
Årets HHX-fighter fik et gavekort doneret af Sparekassen Fyn-Sjælland.
På HHX gik prisen til Emilie Kyhn Hansen, der har ydet en kæmpe indsats for Slotshaven igennem de tre år. Utallige gange har Emilie stillet op til Åbent Hus, brobygning, interviews mm, og har på den måde været med til at tegne Slotshavens ansigt udadtil.


Efter den flotte prisoverrækkelse var det tid til fællesfoto og vogntur.
Imens de nye studenter fik taget klasse- og fællesfoto var der lækre forfriskninger og musisk underholdning til alle fremmødte.
Musikken blev leveret af de talentfulde Roxorloops & Jasmin, der er kendte ansigter fra TV2’s X Factor.
Da de mange fotos var taget stilede studenterne ned på parkeringspladsen for at finde deres vogn, som skulle bringe festlighederne videre ud i byen.


På Slottets vegne ønsker vi alle vores nye studenter et kæmpe stort tillykke med huen, beviset og med de tre flotte år på Slotshaven Gymnasium.
Vi håber, at I går den bedste tid i møde og at fremtiden bringer jer alt det I drømmer om og håber på.

