Festudvalget er et af de mange udvalg på Slotshaven Gymnasium, og det står for – som navnet nok afslører – for at arrangere de elevfester, der holdes på skolen i løbet af året.
Står bag Slottets fede fester
Festudvalget ledes af frivillige elever, og i spidsen de sidste par år har stået formanden Magnus Dahl Aagesen fra HTX. I begyndelsen varetog Magnus arbejdsopgaverne i samarbejde med skolens ledelse – såsom regnskab, oppyntning, band, DJ, lyd, lys og billetsalg. Men ret hurtigt overtog Magnus ledelsesansvaret, da han gerne ville og har et naturligt ledergen.
Uden studenterhue …
Har lært en masse af rollen
Derfor faldt det også Magnus naturligt at tage ansvar i udvalget, og det har han lært en masse af, afslører han.
– Jeg har lært ekstrem meget om koordinering og samarbejde med mange forskellige mennesker og virksomheder. Da jeg begyndte mit arbejde med festudvalget, solgte vi max. 350 billetter. Nu har vi altid udsolgt og folk på venteliste. Så det må siges at være en succes, som vi I festudvalget løfter sammen, forklarer Magnus, der netop har fået studenterhuen på hovedet, da vi fanger ham på Slottet mandag 25. juni.
– Udover at være involveret i festerne på Slottet blev jeg også tilbudt et job på Harlekin (diskoteket i Holbæk), da de kunne bruge mine evner der. Så nu arbejder jeg på Harlekin og er allerede ‘chef af huset for en aften’ – som det hedder, når man har hele ledelsesansvaret i et døgn på diskoteket i weekenden. Det er jeg meget glad for. Det job havde jeg nok ikke lige fået, hvis ikke det var for min erfaring med festerne her på Slottet, slår Magnus fast.
I og med Magnus er blevet student og ikke skal tilbage til Slottet efter sommerferien, er det tid til at finde en ny formand. Slotshaven har været meget glade for det gode samarbejde med Magnus og ønsker ham al held og lykke i hans fremtid. Samtidig skal der også lyde en stor tak med på vejen for det løft, han har været med til at give festerne på Slotshaven Gymnasium.
… og med studenterhue.
Har en klar plan
Men han stopper ikke med at give festerne i Holbæk et løft. Det kommende år skal han nemlig arbejde videre på Harlekin og bidrage til nogle forrygende fester der.
Derudover planlægger Magnus også en sæson på ski i 10-12 uger som fx guide. Og når han er færdig med at rejse og arbejde, er det tilbage til bøgerne. Magnus vil nemlig gerne studere innovation på fx Københavns Universitet (KU).
Men inden alt det skal Magnus med til et brag af en sidste fest som elev på Slottet – dimissionen lørdag 30. juni, hvor eleverne får deres eksamensbeviser og skal ud på den traditionsrige vognkørsel.