Besked fra rektor tirsdag 10. marts ang. coronavirus:

En af vores undervisere fra Slottet befandt sig i weekenden i et område, som her til morgen er blevet kategoriseret som et rødt område. Vi ved ikke, om underviseren er smittet, men vedkommende er ved at blive testet og bliver derfor hjemme indtil videre.

Når der kommer svar på testen, går svaret direkte til Sundhedsstyrelsen, som kontakter Slotshaven Gymnasium og giver besked om, hvordan vi skal forholde os.

Vi har haft kontakt med Sundhedsstyrelsen i dag, og beskeden er helt klar: Der er ingen smitterisiko på Slottet i dag. Hvis man bliver smittet, går der noget tid, før man kan smitte andre. Det betyder, at vi under alle omstændigheder får svar fra Sundhedsstyrelsen tids nok til at foretage nødvendige foranstaltninger.

Vi er i løbende dialog med Sundhedsstyrelsen, vi følger anvisningerne, og jeg giver besked, når der er nyt.

Hvis I har spørgsmål eller bekymringer, er I meget velkomne til at kontakte mig direkte.