Da årets DM i Erhvervscase, som afholdes i et samarbejde mellem ‘Dansk Erhverv’ og ‘Foreningen for danske erhvervsskoler’, løb af stablen 26. september på Børsen i København, havde vi på Slotshaven Gymnasium tre elever med.
Et stærkt felt
Signe, Katja og Binela fra 3.b havde nemlig kvalificeret sig først på Slottet og sidenhen ved de regionale mesterskaber i erhvervscase – og dermed havde de nået målet om at deltage i danmarksmesterskabet, hvor HHX-elever fra hele landet deltog.
Forud for deltagelse i mesterskabet ligger en enorm mængde arbejdstimer ud over det almindelige skolearbejde, hvor pigerne er dykket dybt ned i den på forhånd givne case-virksomhed Normal.
Præsentation foran dommerne
På selve mesterskabsdagen havde hver af de fem kvalificerede grupper 20 minutter til at præsentere lige netop den idé, de mener, kan udvikle Normal som virksomhed.
I dommerpanelet var der faglige dommere bestående af undervisere fra HHX samt Normals administrerende direktør samt Føtex’ marketingdirektør. Dommerne vurderer naturligvis på det faglige niveau i ideerne – herunder om beregninger og teorier er korrekt benyttet – men særligt de to erhvervsdommere vurderer også idéernes anvendelighed. Og de har dermed det afgørende ord i, hvilken idé der er bedst.
Undervisning i virkeligheden
Selvom eleverne fra 3.b ikke sluttede øverst på podiet, havde de en skøn oplevelse ved DM, hvor de præsenterede deres idé om veganske produkter i Normal for både dommerpanelet og undervisningsminister Merete Riisager, som også uddelte diplomer til de vindende hold.