Som det efterhånden er tradition, har vi her i slutningen af august besøg af elever og undervisere fra vores kinesiske venskabsskole.

Vores gæster følger 3.D (som skal til Kina i foråret 2020), og vi har sammensat et spændende program til dem, som skal give dem et godt indblik i både Holbæk og Danmark som helhed.

På besøg i det smukke rådhus
Efter at være blevet indlogeret på hotel i Holbæk mandag 26. august tog de kinesiske gæster – sammen med 3.D og lærere fra Slottet – mod Holbæks gamle rådhus, hvor første punkt på dagsordenen skulle finde sted.

Her bød Lars Dinesen, som er en del af kommunalbestyrelsen i Holbæk, velkommen til både kinesere og danskere i den smukke gamle sal, hvor byens politik diskuteres til hverdag.

Lærte en masse om Danmark
Derefter fortalte han – med assistance fra en dansk/kinesisk tolk – om det politiske landskab i Danmark generelt og i Holbæk i særdeleshed. Det var en spændende time, hvor både gæster og elever fra Slotshaven fik et grundigt politisk indblik.

Derefter gik turen ned igennem Holbæk-by, hvor kineserne kunne tage de prægtige små gader i øjesyn, inden allesammen gik mod Slotshaven Gymnasium, hvor næste del af dagens program fandt sted. Først frokost, dernæst aktiviteter planlagt af 3.D.

Og i aften står den på middag i Holbæk og ellers afslapning inden morgendagens program, som blandt andet byder på ture til Andelslandsbyen, Holbæk Sportsby og Holbæk Fjord.