Her i foråret har vi fået et nyt hold ATU-elever på Slotshaven – særligt ambitiøse og videbegærlige elever fra 1.g på både HHX og HTX, som er friske på at lære en masse også udover timerne på og lektierne fra Slottet.
Derfor bliver de de kommende år en del af Akademiet for Talentfulde Unge Øst (på denne side af Storebælt) sammen med over 300 andre unge gymnasieelever.
Eleverne er Slottet er:
- Ea Ingeborg Mønich, 1.r
- Lauge Holmdahl Nørgaard Rasmussen, 1.x
- Nikolai Dahl, 1.x
- Aya Samocha Christensen, 1.b
- Freja Ardahl Jensen, 1.e
- Ea Ascanius Albrecht, 1.b
- David Skovgaard Larsen, 1.x
Glæder sig meget
Eleverne glæder sig selvfølgelig til at prøve sig selv af i andre sammenhæng og skabe nye både faglige og sociale bånd. Det forklarede Ea Mønich fra 1.r (HTX) og Ea Albrecht fra 1.b (HHX), da vi fangede dem til en kort snak om ATU.
— Jeg har til tider manglet et pres i arbejdet her på Slotshaven og måske følt, at det var for nemt. Så jeg ville gerne have mere pres på udenfor skolen og flere opgaver. Også på højere niveau med forskere. Derfor har jeg valgt at søge ind på ATU, lød det indledningsvis fra Ea Mønich, inden hendes navnesøster fra HHX fortsatte:
— Jeg søgte ind, fordi jeg gerne ville udvide min horisont og lære om nogle ting, vi ikke lærer om her i skolen. Der er nemlig en masse workshops, man kan deltage i på ATU. Og så håber jeg også at få inspiration til, hvad jeg skal lave i fremtiden.
Der er noget for enhver
De to elever har lidt forskellige udgangspunkter; Ea M med en passion for naturvidenskab, mens Ea A er til de mere business-orienterede fag fra HHX. Men på ATU er der plads til alle, og der er mange både obligatoriske forløb og valghold, man kan tilmelde sig.
Og i marts havde eleverne allerede første workshop, hvor fokus var på mål, mindset og talent.
– Vi kommer til at tale om, hvad forskellen er på vores passioner og vores mål – og lære, hvordan vi finder vores mål, og arbejder praktisk med dem, forklarer de to 1.g’ere.
Passion for at lære
Inden havde eleverne svaret på et spørgeskema om karaktertræk, hvormed de kan arbejde med, hvordan de bedst udnytter lige præcis deres karaktertryk, og hvordan de kan blive stærkere på punkter, der ikke lige er deres.
Udover det faglige udbytte vil Ea, Ea og de øvrige elever fra Slottet også lære andre ligesindede at kende.
– Der har været et ZOOM-møde som intro til ATU helt generelt. Her kunne vi lære de andre at kende, og vi har også en Discord sammen, hvor vi allerede snakker meget sammen.
– Jeg ved, der også kommer camps, hvor vi får mulighed for at møde hinanden og deltage i sociale tiltag som fx skakturneringer for både øvede og nybegyndere, forklarer Ea A.
Mange forskellige workshops
På ATU kan eleverne både sparre med hinanden og få inputs fra fra forskere og andre indenfor de områder, eleverne gerne vil blive klogere på. Det sker både på valgfrie workshops og obligatoriske seminarer, hvor tanken med det hele er, at eleverne både kan arbejde med deres styrker og svagheder. De får på den måde også viden og værktøjer, som de kan tage med tilbage og bruge i timerne og arbejdet på Slotshaven.
— Jeg håber at kunne møde en masse forskere og høre om, hvad de forsker i, og dermed blive klogere på, hvad der foregår lige nu – det er det, jeg glæder mig mest til. Særligt indenfor naturvidenskab, slår Ea M fast.
– Jeg vil gerne have inspiration til, hvad jeg skal lave i fremtiden, og blive dygtigere på nogle af de områder, hvor jeg ikke er så stærk – fx arbejdsmetoder og hvordan man skriver en større skriftlig opgave. Den slags er der heldigvis workshops om, afslutter Ea A.