Så blev det endelig den 20. juni 2022 – En dag som mange unge mennesker fra Slottet har ventet med længsel på.
I dag blev de første elever nemlig student og det skulle selvfølgelig fejres med blomster, champagne, huepåsætning, kram, kys og ros fra familier og venner.
De første studenter fra Slottet
Emilie Kyhn Hansen fra HHX var den aller første elev, der kunne juble sammen med sin familie og sine venner. Emilie var nemlig den første student i år fra Slotshaven Gymnasium.
Det var også en glad og lettet Emilie, der fik sat huen på, efter den vellykkede, sidste eksamen, der resulterede i et flot 12-tal:
– Min eksamen gik rigtig fint. Jeg var oppe i virksomhedsøkonomi og jeg fik 12.Det har været en helt fantastisk oplevelse at gå her på Slottet, og jeg har fået rigtig mange gode minder og venskaber, selvom det også har været lidt anerledes på grund af corona. Men nu glæder jeg mig bare helt vildt til vognturen på lørdag og til alt, hvad studentertiden bringer.
Sammen med Emilie kunne de tre HTX-elever Simon Thesbjerg Christensen, Amalie Christensen og Anna Damsgaard Koch også juble og ånde lettet op, da de var de første studenter fra HTX.
Simon, Amalie og Anna blev studenter samtidig, da deres sidste eksamen var en gruppeeksamen i faget Byggeri og Energi. Også deres eksamen gik rigtig godt:
– Vores eksamen gik rigtig godt og meget stille og roligt. Vi fik 12 alle sammen, så det var jo rigtig godt. Vi har nydt vores tid her på Slottet. Det er nogle virkelig søde og engagerede lærere og vi har haft en virkelig god klasse, med en god harmoni og en masse sociale aktiviteter. Nu glæder vi også bare til på lørdag, også selvom, at vi skal starte turen med at løbe efter vognen.
For alle vores nye studenter er der dimission på lørdag og vi ønsker dem alle sammen et kæmpe stort tillykke.

