3.g’erne på Slotshaven Gymnasium kan efterhånden øjne studentertiden i det fjerne. Der er ikke mange måneder til. Og slet ikke nu hvor eleverne har klaret SRP og terminsprøver.
Det betyder, at eleverne i 3.g i denne tid både skuer tilbage og fremad. Tilbage mod de skønne år, de har haft i gymnasiet, og fremad mod den herlige sidste tid på Slottet. Og for eleverne på både HHX og HTX er der flere ting, der går igen, da vi fanger dem for at høre om netop dette.
Særlige venskaber og en skøn hverdag
Generelt for gymnasietiden hæfter de sig ved de venskaber de har skabt, trygheden ved at være en del af skolen, at det har været hårdt til tider, de mange faglige opgaver og projekter. Det kommer de til at savne.
– Jeg kan mærke, at det bliver trist at forlade Slottet til sommer. I gymnasiet får man et helt andet venskab og en helt anden hverdag, end det man kom fra i folkeskolen. Man bliver hurtigt tætte, fordi man bliver nødt til at støtte hinanden, lød det blandt andet fra en elev, inden en gennemgående ting slås fast:
– Jeg ville ikke tage et år mere på grund af opgaver og så videre, men jeg har altid elsket miljøet og den tryghed, der er ved Slottet – jeg kommer helt klart til at savne skolen.
En kæmpe oplevelse
Det er altså særligt miljøet og de stærke sociale bånd, eleverne kommer til at savne – og hverdagen fra mandag til fredag og tit også weekenden. Det ses tydeligt på de de tre næste svar:
– Selvfølgelig er det fedt snart at være færdig, men det er også lidt trist, eftersom man har været vant til en rutine i sin hverdag med en masse skønne mennesker … tiden her er gået utrolig hurtigt, næsten lidt skræmmende.
– Gymnasiet er en kæmpe oplevelse, jeg ikke ville have været forruden – men jeg glæder mig samtidig til, den er ovre, da det har været det hårdeste i mine teen years.
– Jeg glæder mig til at være færdig med gymnasiet, men på den anden side er det også trist at være færdig. De her tre år er gået så hurtigt, og jeg har mødt en masse forskellige mennesker, som jeg vil være venner med i mange år. For mig har skole og karakterer ikke betydet det store – jeg er mere end et tal – men jeg kan godt mærke her i den sidste tid af gymnasiet, at jeg faktisk er begyndt at fokusere lidt mere på det og prøve at gøre mit bedste i forhold til opgaver og være mere på i timerne.
Den sidste tid skal bare nydes
Da snakken falder på de sidste måneder på Slottet – hvor dagene efterhånden kan tælles på ret få hænder – står det hurtigt klart, at eleverne ser det som en stor motivation, at de snart er færdige. Så de lige kan gi’ den en skalle til sidst og fokusere. Og, nå ja, så ser de selvfølgelig også frem til at nyde tiden med studenterhuer, den traditionsrige vogntur og fest.
– Jeg føler en ekstra motivation til at give den en sidste skalle, inden vi afslutter undervisningen. Dog har jeg gennem hele gymnasiet gjort mit bedste, da man i min optik lige så godt kan være til stede og være aktiv, når man alligevel er her og selv har valgt det, fortæller en af 3.g’erne.
– Nu er SRP overstået, så man kan trøste sig med, at noget af det værste er overstået. Nu kan man med ro i sjælen se frem til vogntur og så meget andet. Det handler virkelig om at nyde den sidste tid sammen, inden vi højst sandsynligt skilles og går hver vores veje, nogle af os.
Bliver underligt – men fedt
Men midt i nydelsen formår eleverne også at se frem mod tiden efter gymnasiet. Hvor de skal finde en ny hverdag og komme deres drømme endnu nærmere. Hvilket både er angstprovokerende, skræmmende og spændende. For det er store beslutninger, der skal tages, og livet står for døren. Det er eleverne enige om.
– Tanken om, at man skal ud i ‘det virkelige liv’ nu, er lidt skræmmende … man skal for alvor tænke over den fremtid, man ønsker, hvilket er lidt angstprovokerende.
– Jeg synes, det er rart, at 3.g snart er slut, da jeg glæder mig til at komme ud at prøve noget nyt og ikke længere gå i skole. Det bliver underligt ikke længere at skulle gå i skole, men jeg føler, at hele mit liv står for døren, og jeg kan ikke vente med at ‘hoppe ud i det’. Jeg har mange planer forude, så det fremkommer naturligt for mig at afslutte dette kapitel.
– Man skal ud og tage flere store beslutninger, selvom man troede, at gymnasiet ville være en af de største.
– Ja, det føles mærkeligt snart at være færdig – fordi hvad skal man så? Men jeg føler mig samtidig klar til at komme ud i det virkelige liv – takket være skolen.
På Slotshaven Gymnasium glæder vi os til at følge 3.g’erne under deres sidste måneder på skolen – og fejre dem til sommer, når studentereksamen kommer i hus.