3.d har været på en utrolig hyggelig og lærerig tur i Odense her i starten af november. De startede turen med et besøge iværksætteren Thomas Visti i hans iværksætterhus, VISTI UNLIMITED, som er et kombineret kontorhotel og kontorfællesskab.

Virksomhedsbesøget bød på et oplæg fra Thomas Visti omhandlende en virksomheds rejse ud på det globale marked samt Thomas’ egen rejse indenfor robotindustrien. Her understregede Thomas vigtigheden af hårdt arbejde og fokus, når man som virksomhed skal opnå succes.

Målgruppen for VISTI UNLIMITED er mindre virksomheder, som ønsker at arbejde i et miljø med andre inspirerende, innovative og ambitiøse virksomheder. Der er både plads til unge iværksættere og til de mere etablerede virksomheder. Målgruppen er særligt tech-virksomheder, men andre typer af virksomheder indgår også. Dette kunne særligt mærkes, da eleverne var rundt hos Thomas Visti.

Besøget sluttede nemlig af med en rundvisning ved VISTI UNLIMITED, hvor 3d så de forskellige faciliteter, som startup-virksomhederne kunne gøre brug af samt fik et indtryk i en virksomheds opstarts fase.

Dag to i Odense

Dagen startede med lidt sightseeing i Odense by. Derefter kørte klassen til SDU Odense, hvor Slottets tidligere 4.g’er Thor Jørgin holdt et spændende oplæg om ”How to Uni”. Her kom han ind på overgangen fra Slotshaven Gymnasium til SDU Odense, hvor han læser til ingeniør. Thor fortalte yderligere om de fine faciliter og muligheder, som SDU Odense tilbyder deres studerende. Afslutningsvis blev eleverne vist rundt på universitetet, hvor de fik et lille indblik i hvordan hverdagen på et universitet hænger sammen.

Efter besøget hos SDU tog klassen videre til det nye H.C. Andersens Hus museum. Det nye museum er et helt særligt et af slagsen, da det er en levende verden, hvor måden man bevæger sig igennem udstillingerne på skaber fortællingen. Derfor havde eleverne fokus på at opleve og observere H.C. Andersens eventyr samt liv på en helt ny måde. En del af besøget bestod også i, at eleverne skulle indsamle informationer omkring museet og udstillingerne for at kunne besvare deres opgave i afsætning omhandlende oplevelsesøkonomi.

Alt i alt har klassen har haft to lærerige og skønne dage i Odense.