For Slottets 3.g’ere er nedtællingen begyndt. De har under tyve almindelige skoledage tilbage. Så står den på eksamensperiode og festlig sommer.
Hvis man spørger HHX-pigerne Celina Henriksen og Martine Sørensen fra 3.c om hvordan det føles, så går følelserne i flere retninger.
Celina siger: ”Jeg glæder mig helt vildt, altså til sidste skoledag og sommeren. Men alt det som kommer efter sommeren er lidt mere usikkert og derfor også lidt mere utrygt.”
Martine supplerer: ”Ja, man forlader ligesom en hverdag man kender og så ved du ikke hvad du træder ind i, i stedet for.”
På HTX er Mathias Hansen fra 3.x i fuld gang med sit eksamensprojekt i Teknikfag – Byggeri og Energi. For ham er sagen mere klar: ”Jeg ved hvad jeg skal bagefter, så hvis du spørger mig om jeg er nervøs for det som kommer efter sidste skoledag, så kommer det kun an på hvad jeg skal til eksamen i,” siger Mathias og slår et grin op.
Men både Mathias, Celina og Martine er enige om, at de nu forlader en hverdag på Slottet, som de har været glade for. Celina siger: ”Det er selvfølgelig ærgerligt at forlade både nogle lærere og kammerater, som jeg kommer til at se mindre, efter tre sjove og gode år sammen.”
Studentertiden nærmer sig – praktisk info
Eleverne har sidste mulige eksamensdag onsdag d. 21/6, og der afholdes dimission lørdag d. 24/6, fra kl. 9-12.
Er du pårørende og ønsker at se Slottets elever få hue på mandag, tirsdag eller onsdag i uge 25, så er du selvfølgelig mere end velkommen. Men for at sikre ro og koncentration til dem, der stadig er til eksamen, så henstiller vi til, at al fest og huepåsættelse sker væk fra eksamensområderne i kantinen eller ude på de grønne områder med borde og bænke. Gæsterne bedes om ikke at opholde sig inde på selve eksamensgangen.
Vi glæder os til en sommer i huernes og glædens tegn.