På Slotshaven Gymnasium holder vi fem store gymnasiefester om året. Og i skoleåret 2017/18 er vi nu nået til den sidste. Den, der afrunder skoleåret og er en afskedsfest for 3.g’erne, inden eksamener og efterfølgende studenterhuer melder sin ankomst.

Fester løs
I skrivende stund er festen i fuld gang på Slottet, hvor eleverne fester løs både inde på dansegulvet i kantinen og i gårdhaven, som er en del af festområdet, og hvor eleverne kan ‘søge tilflugt’ fra den helt høje musik og nyde samtaler med hinanden – måske under et slag beerpong.

Festen er traditionen tro kun for Slottets elever – ligesom skoleårets første fest i august – og eleverne nyder muligheden for at kunne lære hinanden endnu bedre at kende på tværs af klasserne.