Midt i marts blev alle elever fra Slotshaven Gymnasium hjemsendt grundet coronavirus. I april kom de kommende studenter fra 3.g tilbage, og nu kan vi også byde velkommen tilbage til vores elever i 1.g og 2.g på både HHX og HTX.

Fredag 29. maj havde de ‘første skoledag’. Det var tiltrængt og noget, de havde set frem til efter over to måneder med virtuel undervisning hjemmefra.

Har savnet det sociale
To af de tilbagevendte elever var Malou og Mads fra 2.d, som går på linjen International Business. Selvom der nu venter dem en anderledes hverdag med zoner og afspritning af hænder, havde de set frem til denne dag.

Malou og Mads er nu retur i deres klasse og har en række undervisningsdage og årsprøver, inden den står på sommerferie.

− Man har virkelig savnet at se hinanden i klassen, indleder Mads, da vi fanger ham og Malou i et afmærket område i kantinen på Slotshaven.

− Det gode ved at være tilbage er især det sociale med klassen og med lærerne. Man har manglet breaket i pausen og så videre. Derhjemme har man kun timerne, forklarer Malou.

Kræver lidt selvdisciplin
Samtidig synes de begge, at den virtuelle undervisning er gået (overraskende) godt.

− Jeg synes egentlig, det har fungeret rigtigt fint, lyder det fra Malou, inden hun fortsætter:

− Især det med at man skulle lave en opgave, som så skulle afleveres i slutningen af timen. Så fik man lavet noget, fordi man ikke ville aflevere noget tomt – men det krævede selvfølgelig også lidt selvdisciplin.

Slottet er nu inddelt i zoner. 

− Nogle gange får man måske også lavet mere, end når man sidder i klassen, fordi man kan fordybe sig helt i opgaverne, er de enige om.

− Ulempen er, at vi ikke har kunnet få forklaret opgaverne lige så godt virtuelt, selvom lærerne har klaret det rigtig godt og har taget den i plenum, hvis der har været behov for det.

− På en måde har man skullet lære en ny måde at studere på, hvor man selv har skullet finde ud af, hvordan opgaven bedst kunne løses, slår Mads fast.

Fri = udenfor
Det er altså især det sociale og fællesskabet, som de to HHX-elever har savnet. For man bliver lidt vanvittig af at sidde foran sin computer i to måneder, indrømmer de.

− Det bliver man nok i længden. Jeg synes, dagene er gledet lidt sammen, fordi man laver det samme hele tiden. Jeg ville ikke kunne sige, hvad jeg lavede i mandags, siger Mads med et smil.

Det billede kan Malou godt genkende, men hun har dog løst det på en særlig måde:

− Jeg har sørget for, at så snart jeg har fået fri, så er det udenfor. De to måneder egentlig gået hurtigt, men alligevel kan man  knap huske, hvordan det var inden corona. Man kan godt mærke det er længe siden.

Skal lige vænne sig til at være tilbage
Netop derfor brugte de det meste af første dag tilbage på at catche up. Lige høre, hvad klassekammeraterne har brugt tiden på de sidste par måneder, før 2.g er et overstået og klaret kapitel. Og så ellers se indstille sig på en ny hverdag, inden den står på sommerferie og 3.g.

− Vi kan kun være fire klasser på skolen ad gangen, så vi skal bytte rundt i løbet af ugen, forklarer Malou.

− Det er fint, men det hele tager bare lidt længere tid.

− Det er overskueligt nok at finde rundt i zonerne, at spritte hænder af og så videre, siger Mads, inden de afslutningsvis slår fast:

− Man havde lige vænnet sig til den virtuelle undervisning, så nu skal man lige vænne sig til at være tilbage. Men vi har glædet os – og vi glæder os også til det nye skoleår efter sommerferien.